I dag opdagede vi noget interessant – og hamrende irriterende – ved Facebooks “Like”/”Synes godt om”-funktion for Administratorer af Sider.

Helt præcist fandt vi ud af, at selvom man er logget ind som en privat person vil man, når man trykker “Synes godt om”, på en historie der er lagt ud på en side hvor man er Administrator, automatisk synes godt om historien som Siden, og ikke privatpersonen.

Forvirret? Her er en forklaring, og hvordan man ændrer det:

Jeg (Mark) er logget ind på Facebook som mig selv med min private profil. Jeg er samtidig administrator på 1508′s Facebook-side, så hvis jeg trykker på “Synes godt om” en historie der er publiceret på 1508-siden, vil det som standard ikke være min bruger – Mark Jensen – der synes godt om historien – det vil være 1508 som Side. Altså en halv-narcissistisk tilkendegivelse af at det jeg som Side har skrevet er vildt fedt, i stedet for at jeg som privatperson der er ansat i 1508 synes det var et godt indlæg en kollega skrev som værende 1508.

Det komplicerede i situationen er at Facebook vælger at skrive “You like this”, altså “Du synes godt om dette”, men hvem er “du”? I dette tilfælde, Siden 1508 – og ikke Profilen for privatpersonen der er logget ind:

Som bruger er det vel nærliggende at tro at det er privatpersonen der trykker “Synes godt om”, og ikke siden – især fordi Facebook har fået en funktion der gør at man kan bruge Facebook som en side, og ikke en privatperson:

Den var ikke slået til i dette tilfælde, så det er som privatperson jeg trykkede “Synes godt om”, og ikke som Side.

Det hele kan give lidt mere mening hvis du klikker på “Edit Page”-knappen, vælger “Your Settings” og krydser af i “Posting preferences” så følgende ikke er sat til: “Always comment and post on your page as 1508 even when using Facebook as [dit navn]“. Her er et screenshot:

Forklaring kan findes i at man som Adminstrator af en Side muligvis skal ind at kommentere på hvad ens Fans har skrevet, eller man skal skrive et nyt indlæg på Siden. Der hvor forvirringen opstår er i valget af standard-funktionen der samtidig har en forvirrende ordlyd (i dette tilfælde “You”).

Derfor er det i tilfælde som dette vanvittigt vigtigt at før man ændrer funktioner sørger for at brugerne er klar over hvad der er nyt – og give dem en mulighed for at sige fra, hvis den nye indstilling ikke passer dem. Der er kæmpe forskel på opt-in og opt-out; og i dette tilfælde snød det mig at der var opt-out, når jeg havde forventet opt-in. Der er tilmed en knap (“Use Facebook as 1508″) der gør at jeg forventer opt-in, og ikke omvendt.

Hvem sagde du behøver købe en smartphone for at være social på farten?

Gemalto has managed to get Facebook running on a SIM chip, making every GSM phone a Facebook phone and bringing social networking to the dumbest of handsets.

Det mest interessante ved historien (foruden det er udviklet i samarbejde med Facebook selv) er et unavngivet teleselskab der udtaler at Facebook står for halvdelen af alt anvendt båndbredde på deres netværk. Når man tænker på hvor meget video fylder i forhold til tekst og billeder viser der sig et tydeligt billede af betydningen Facebook har for brugerne.

Det skal blive interessant at følge med i udviklingen for de brugere der ikke er på 3G/4G i store dele af Afrika, Sydamerika osv. når de også får adgang til medier de ikke før kunne komme i nærheden af.

via Gemalto squeezes Facebook onto a SIM • The Register.

I går kom 20 studerende (radiografer, bioanalytikere og sygeplejersker) forbi for at hente hver sin iphone. Telefonerne bruger vi i Hvid Zone kampagnen. De studerende skal poste om deres hverdag på studiet, så kommende studerende kan læse om livet på studiet. Et godt bud på, at kommunikation ikke skal styres, når autencitet er det vigtigste budskab.

I en tid hvor enhver kriseramt mediekonsulent synes at råbe “œSOCIALE MEDIER! SOCIALE MEDIER!” til alle der gider lytte, er det velgørende når en skeptiker melder sig på banen.

Sociale medier. Selvfølgelig er de kommet for at blive. Dialogen mellem brugere – og mellem bruger og virksomhed.

Med et håndfast farvel til den velopdragne, passive og autoritetstro menigmand foran Danmarks Radios OBS-indslag, og et “œYo dér!” til den rastløse teenager mellem 12 og 64, der til stadighed vil have relevante og anvendelige værktøjer til sin fortløbende identitetsdannelse. Som er tilstede online 24/7 og indgår i fællesskaber, meningsudvekslinger og snartsagt aldrig slipper tastaturet.

Nyt verdensbillede? Jo tak, verden har ganske rigtigt ændret sig siden 1950″™erne, og hvis nogen skulle have overset det, gør de da klogt i at tilegne sig det “œnye” kommunikationsmindset.

Det er der rigtig mange, – gentager – rigtig mange sociale mediekonsulenter, der har skrevet om på nettet. Og man skal ikke særlig langt ned i Googles søgeresultater for “œsociale medier” før man bliver pænt rundtosset. Klogere bliver man imidlertid sjældent.

De selvbestaltede medieeksperter kan nemlig fint blive enige om, at det handler om brugeren og ikke om virksomheden. Om at lytte, samtale, inddrage og bladi bladi blah.

Velgørende skeptiker Men de kommer ofte til kort, når de skal blive konkrete. Jo, tak: Facebook, blogs, RSS-feeds og Twitter. Fantastiske værktøjer og medrivende medietjenester. Men til ethvert formål og til enhver tid?

Nej, synes den amerikanske mediekonsulent Blair Ens at sige, nej, nej, nej.

I artiklen “œConfessing my social media sins” kaster han et kritisk blik på den smådogmatiske måde, som især konsulenter har det med at ture frem med, når det kommer til corporate brugen af sociale medier. Han tager fornuftigt nok udgangspunkt i sine egne online vaner fremfor de mange forkromede must-haves, som hans branche er så leveringsdygtig i.

Ens bruger fx aldrig selv RSS-feeds. “œWe have a finite capacity to percieve, and the more we let in, the more dulled we become”, som han skriver: “œNobody gets a steady stream into my brain. Nobody”.

Om den meget udbredte “œkonversations-metafor”, som ofte bruges til at indkredse kommunikationssituationen online har Ens en tilsvarende opfattelse: “œI like that life, work, learning is now one big conversation, but sometimes I don’t want to converse. I value perspectives that make me think and force me to re-examine my own perspective”, skriver han, “œbut I’ve noticed that the bigger a conversation gets, the dumber it becomes”.

Broadcast will be broadcast Herpå hylder Ens en privat blogger, der ganske uhørt for bloggosfæren ikke tillader kommentarer på sin blog. Modig mand, ham bloggeren!

Ens antyder endvidere et paradoks ved Twitter-kulturen, som går på, at vi snarere end at følge og lytte til hinanden bruger Twitter som private broadcast-platforme.

At vi dybest set ikke gider følge nogen, men til gengæld forestiller os, at alle læser med, når vi kvidrer om morgenens blødkogte æg. Holder den antagelse? Jeg er ikke sikker. Men den er i hvert fald en omtanke værd.

Bryd reglerne ““ og bryd så reglerne Pointen er, at vi ikke skal erstatte ét forældet kommunikationsdogme med et andet. At virksomheder ikke nødvendigvis bør være til stede hvor som helst, når som helst ““ med mindre det giver mening. Med andre ord: Sociale medier er ikke en undskyldning for at stoppe med at tænke.

For selvfølgelig skal corporate kommunikation tage udgangspunkt i brugerne. Men hvis man som afsender mærker efter, hvad man selv tænder på, brænder for eller går kold over – så er der en god sandsynlighed for, at andre har det på samme måde.

Social Medieopsang Midt i landskabet af uforpligtende kvidrende, sociale medietenorer tror jeg vi har fundet vores egen mediekonsulenternes “œC.V. Jørgensen”. Som kan stikke en kæp i hjulet på de til tider lidt for smarte, lidt for selvtilfredse, lidt for hurtige konsulentcykler. Nej, hvor dejligt.

For hvor bliver brancher og vidensfelter bare 100 gange mere spændende, når man tillader sig selv at stoppe op og overveje, om de mange meninger om dette eller hint har noget på sig ““ eller om det bare er online luft.